Gil & Moti - ‘Available for You’
af en praktikant hos Kunsthallen Nikolaj.
Forårssolen varmede da Gil & Moti, og jeg med kamera om halsen, stævnede ud fra Kunsthallen Nikolaj denne fredag formiddag i april. Forventningen kunne mærkes, nu skulle vi efter lang tids forberedelse møde de mennesker ‘Available for You’-projektet skal dreje sig om.
Nørrebrogade var i færd med at vågne da vi stillede cyklerne, og den første butik vi gik ind i, en stor forretning med islamisk tøj og tilbehør, var mennsketom, da ejeren var ved at rigge stativer til på gaden foran.
Han smilede forsigtigt, da Gil, for første gang ud af hvad der skulle blive mange, forklarede hvad han og Moti er her for: “Vi er kunstnere, oprindeligt fra Israel, som er her for at arbejde med herboende arabere. Vi står til rådighed for dig, så hvis du har brug for hjælp med noget, det kan være hvad som helst lige fra at hjælpe til i butikken med hvad der falder for, eller gå til hånde hjemme hos dig med hverdagssyslerne, hvad som helst der passer dig. Vi er til rådighed. Det eneste vi forventer til gengæld er, at vi får lov at dokumentere det på billeder eller video, og udstille det i Kunsthallen Nikolaj.”
Sælgeren virkede usikker på hvordan han skulle reagere, og så lidt spørgende på mig. Jeg havde helst set at dialogen foregik mellem Gil & Moti og dem de opsøgte, men det virkede som om, han manglede noget bekræftelse i, at han ikke blev taget ved næsen. Hans engelske var muligvis også beskedent, for han så lettet ud, da jeg kort forklarede på dansk hvad Gil lige havde sagt. Det kom dog hurtigt frem, at han ikke var ejeren af butikken, og at han foretrak, at vi kom igen en dag hvor hans arbejdsgiver var til stede, forklarede jeg Gil &Moti.
Vi lagde an til at lade ham komme videre med sit arbejde, men da jeg sagde tak på arabisk, vækkedes hans interesse pludselig, og vi udvekslede lidt på mit beskedne sprog. Det kom frem at han var palæstinenser, hvilket gjorde ham til første repræsentant for den gruppe, jeg havde haft størst ængstelighed ved mødet med. I det lys opfattede jeg hans reaktion som endnu mere afslappet og fordomsfri, for på trods af sin generthed havde han ikke løftet et øjenbryn ved oplysningen om Gil & Motis afstamning.
Vi gik ned af gaden, og det at vi gik afsted med søgende interesserede blikke, gjorde at folk blev opmærksomme på os. Selvom Gil & Moti er et særsyn i sig selv, klædt identisk og ikke udpræget danske at se på, er jeg sikker på, at butiksejerne, der stod lænet op ad deres facader, og de øvrige forbipasserende ikke ville have studeret os lige så indgående hvis vi blot havde set ud som om vi havde en bestemt destination, og naturligt nok. For det var selvfølgelig klart for enhver at vi havde noget for, og alene det gjorde, at selv jeg, der ofte kommer på de kanter, og har en nær veninde der en overgang boede i nr. 102, præcis hvor vi var, havde en følelse af at være på besøg, og se det hele med nye øjne.
Efter kort tid gik vi ind i en shawarmabar, og dette skulle blive dagens mest voldsomme reaktion på vores visit. I løbet af Gils talestrøm ændredes manden bag diskens ansigtsudtryk til en blanding af vantro og afsky, Han afbrød Gil med rasende udbrud, der kom bag på os alle tre i deres voldsomme og afmægtige vrede. “What kind of people are you! How dare you come here in my shop, you are the reason I have to live in this country, you have my land! Get out!”. Vi bakkede forskrækkede ud med sviende blikke efter os, og trak lidt op mod runddelen inden vi så på hinanden. Jeg var noget rystet, og bange, for at sige det ligeud. Kunne ikke lade være med at spejde ned ad gaden. Gil & Moti var også påvirkede, og udtrykte at det er den stærkeste reaktion de hidtil har haft. De har lavet kontroversielle og grænseafsøgende projekter i alle dele af verden, men alligevel var denne situation den voldsomste. Det synes jeg er ganske tankevækkende. De var dog fuldkommen fattede, og vi brugte et par minutter, mest på at tale mig til ro, fordi jeg fik sagt at jeg oprigtigt talt var bange. Både Gil og Moti gav udtryk for at de sagtens kan forstå hans reaktion. De er på ingen måde stolte af Israels ageren i verden, og har jo deres grunde til at have boet i Holland de sidste 10 år. Det tankevækkende var dette fulstændigt ukontrollable had, der gjorde at denne mand fik tårer i øjnene af raseri over synet af to eksilisraelere, der tilbyder ham deres hjælp kvit og frit.
For mig der lever i dette beskyttede land, som aldrig har oplevet sorg der jævner mig med jorden eller umenneskelige uretfærdigheder begået koldblodigt overfor mig selv eller mine nærmeste, var det ærefrygtindgydende. Jeg kunne godt lide at vide hvad der efterfølgende gik igennem hans hoved. Da vi var vel ude af butikken, havde han da en følelse af tilfredsstillelse over at have sat os på plads? Eller kunne han, da vreden havde lagt sig, godt se at disse to fyre bestemt ikke rangerede højt på listen over de folk han kunne bebrejde for tingenes tilstand? Det får jeg sandsynligvis aldrig at vide, selvom vi over frokosten talte om, at Gil & Moti muligvis vil se ham igen senere i forløbet, og denne gang efter at have hjulpet flere mennesker han kender eller kender til, med forretninger på Nørrebrogade, og de håbede på at der så senere kunne dukke en lejlighed op til forsoning.
For vi fik mange vidt forskellige reaktioner, og flere var overraskende og glædeligt positive. Allerede ved frokosttid havde Gil & Moti flere løse aftaler med interesserede og åbne butiksansatte og -indehavere om at komme igen, og konkret aftale med en frisør om at komme og hjælpe med at gøre rent i hans salon samt med en grønthandler om at hjælpe til i butikken med at pakke kasser ud op til åbning.
Særligt mødet med grønthandleren var lovende. Denne store prægtige libaneser, Nasr hed han, var munter og åben, jokede om politiken som han ikke ville tale om, men alligevel bragte op selv, og kunne næsten ikke tro sit held: “You want to do my work, while I videotape it?! Alright!” Det eneste vi måtte love ham var, at vi ikke ville vise det på israelsk TV, for så ville han få problemer med at rejse hjem til det betændte område i Sydlibanon som han havde forladt for tyve år siden. Han nævnte dog, at han mange gange har besøgt Israel på ferierejser, og imponerede ved at kunne sige nogle sætninger på hebraisk. “Israeli people live in this area, and we speak together. Yeah, no problem.”
En første dag “i felten” med mange indtryk, og selvom Gil & Moti fulgte mig til cyklen flere timer inden jeg havde regnet med at min arbejdsdag var omme, for at gå rundt på egen hånd og tage billeder og tænke videre på projektet, var jeg helt flad.
Den næste gang jeg tog med på Nørrebro blev torsdag, og altså næsten en uge senere. I mellemtiden var der sket en masse, Gil & Moti havde blandt andet været i grønthandlen og hjælpe Nasr, i Salon Cairo og gøre rent, dokumenteret det hele samt klippet materialet sammen til videoer og slideshows og føjet dem til udstillingen i Tårnrummet.
Siden de landede i Kastrup har de på den måde været i gang og beskæftiget med projektet i alle vågne timer, og deres energi og overskud imponerer mig. Deres liv former sig markant anderledes end de fleste andres, og de har måttet fravælge en masse sider af tilværelsen som jeg ville kvie mig ved at undvære. En regenererende søndag, som jeg kan trænge til at bruge på avislæsning, blogsurfning, en yogatime og anden adspredelse, er der ikke, og bliver der ikke tid til for Gil & Moti det næste lange stykke tid. Alligevel er de lutter smil og positivitet, hele tiden, og en fornøjelse at være sammen med.
Vi havde ikke megen tid denne eftermiddag, og cyklede derfor med det samme hen til Nasrs grønthandel. Han hilste varmt, og gav udtryk for stor tilfredshed med weekendens indsats. Gil spurgte ham, hvad han mente om, at de næste gang de kommer medbringer et tv-hold fra TV2, og den umiddelbare reaktion var lidt forbeholden, men Nasr endte med at give efter med et: “Everything for you guys”.
Det næste stop var Mohammeds tæppe- og husartikelforretning, hvor Gil & Moti skal indrette et rum i butikken, og blandt andet bygge et møbel som bedst muligt udstiller kufferter og andre varer. Vi blev budt på Fanta af en smilende Mohammad, som var tydeligt spændt og glædeligt overrasket over de medbragte skitser. Han virker dog stadig genert, og havde ikke lyst til at TV skulle komme hos ham. Trods Gils argumenter om god reklame for butikken, lod han sig ikke overbevise, og han slog fast, at nu havde de fået lov til at dokumentere som de havde lyst til med kamera og film, men ved medier trak han grænsen. Han viste dog sin store tillid, ved at foreslå at de kunne få nøglen til butikken og arbejde på egen hånd uden for åbningstid.
Da Gil & Moti for en stund var nedenunder for at få overblik over det laggerrum de skal stuve varerne ned i mens de gør rummet klar til at de igen kan komme på plads i nye omgivelser, sagde Mohammed ting til mig på dansk, som jeg næsten var ked af at Gil & Moti ikke hørte fra ham selv. “Hvis bare alle var som de her to, varme og venlige, så ville vi ikke have blod i gaden og deprimerende aviser. Projekter som det her er hvad verden har brug for”. Større ros kan man vel ikke ønske sig.
Gil og Moti skulle arbejde i Salon Cairo for anden gang kl fem, så vi kunne lige nå en kop kaffe med en pige jeg kender, som uddanner sig til dokumentarist, og som er blevet meget interesseret i projektet. Først og fremmest ønskede hun blot at høre mere og møde Gil & Moti, men efterfølgende havde hun tænkt at der måske var basis for et dokumentarprogram, hvori man fulgte projektets forløb. Jeg er ikke sikker på at jeg fik formidlet mødet på en særlig smart måde, og det gik for sent rigtigt op for mig, at projektet ikke har brug for endnu et kamera. Ideen med et dokumentarprogram var god, men skulle i så fald nok have været indledt tidligere. Derfor kunne jeg ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af at have været skyld i en lidt kedelig situation, hvor interesserne på begge sider, på trods af al god vilje, var for forskellige til at bære frugt lige i den her sammenhæng. Der var dog ingen misstemning da vi igen skiltes, og jeg trøstede mig med, at Gil & Moti er så vant til at skulle forklare deres projekt til alle mulige mennesker, inklusiv repræsentanter for pressen, og at min veninde er vant til at prøve ideer af for at se om de kunne fungere. Hun fortalte mig senere, at det for hende både havde været et lærerigt men også et lidt foruroligende møde, fordi hun selv er konservatorieuddannet sanger og altid har været irriteret over mediernes evne til at pille kunsten fra hinanden og hive den ned på et stade hvor man næsten ikke kender den igen. Nu oplevede hun så pludselig at hun, i kraft af sin nye uddannelse, pludselig fandt sig selv med den anden kasket på. Hun kunne ikke lide at se sig selv stille de samme nærgående, matter-of-fact-agtige spørgsmål hun selv før i tiden havde fundet så unødvendige, og det havde for hende været en påmindelse om så vidt muligt at holde sig fri af den tilgang og at bibeholde sin sensitivitet over for emnet hun skulle behandle.
Efter en lang bededagsweekend befandt vi os igen ved runddelen, ventende på at en journalist og en kameramand fra tv2 skulle møde os. De var flinke og åbne, og umiddelbart virkede kontakten lovende. De ville gerne, til en indledning, filme Gil & Moti, mens de delte flyere ud ved runddelen, og de fik hurtigt flere scener i kassen med interessede af begge køn, som fik forklaret projektet og gik videre med en flyer. De verbale reaktioner kunne jeg ikke høre, da jeg måtte holde mig et stykke væk uden for kameraets rækkevidde.
Nasr var blevet forberedt på hele holdets ankomst, inklusiv tv-folkene, og da vi gik over til ham, gik vi ud fra at alt var fint, og at vi kunne give tv-folkene det, de var blevet lovet. En tid gik med filmning af “ankomsten” og af Gil & Moti der lagde varer på plads.
Derefter skulle Nasr interviewes. Han sagde gode, skarpe og fornuftige ting som svar på Svends spørgsmål, som drejede sig meget om det at Gil & Moti var israelere. Han sagde, at han ikke havde haft problemer, for eksempel i forhold til sine kunder, med det at have to israelere gående i sin butik. Han så dem som mennesker og kunstnere, og det var hvad der betød noget for ham, og mente desuden at det var et nyttigt og meningsfuldt projekt til at få skabt dialog, bygget bro, osv.
Jeg havde netop nået at glæde mig over, at interviewet blev så vellykket, da han blev bedt om at gentage et spørgsmål, som kameramanden ikke var sikker på at have fået ordentligt med, og da var det, som om han pludselig blev klar over, at det skulle på tv, og ikke bare bruges i udstillingsøjemed. Han afbrød interviewet, og sagde at han beklagede, men at de ikke kunne bruge det, han havde sagt. Han var bange for sin forretning, og sine muligheder for at rejse frit i mellemøsten, og bad indtrængende om, ikke at måtte være nødt til at føle sig skidt tilpas over at måtte sige fra. Han mente at han fra starten havde sat grænsen ved medier, hvilket jeg kan bevidne, men som Gil & Moti troede han havde givet efter over for, da de flere gange har spurgt om, fået ja til, og oven i købet ringet en sidste gang samme morgen for at bekræfte, at tv2 måtte komme. Tv-folkene var fuldt forstående, men også lidt ærgerlige da de, ligesom vi, havde glædet sig over at Nasr ville være med til at skabe en modvinkel, på det stof de var vant til at indsamle på Nørrebro.
Vi gik tilbage til runddelen for at interviewe Gil & Moti i stedet. På et tidspunkt kom et par teenagedrenge helt tæt på og stod længe og var nysgerrige, så Gil gav dem en flyer hver. Jeg nåede at tænke over, om de mon gerne ville lave lidt rask ballede, fordi de havde set kameraet og måden Gil & Moti ser ud på, men de gik pludselig igen med et “hej-hej”.
I løbet af interviewet reagerede Moti voldsomt. Han var berørt over at han følte Svend lagde ord i deres mund, og forvanskede projektet i forhold til dets reelle formål. Svends spørgsmål lød eksempelvis i retning af: “Hvorfor har i valgt at arbejde med arabere, og hvad betyder det at i er israelere? Hvorfor tror i Nasr ikke ville have bragt interviewet? Hvad er folk i området bange for?” osv., og var derfor selvfølgelig politisk vinklede. Man kan godt forstå, at han har valgt en politisk tilgang til denne yderst politiske sag, bl.a fordi pressemeddelelsen antyder at projektet er ment som en forsoningsgestus, men fra Gil og Motis synspunkt kommer dette, og med rette, til at fremstå som om Svend Rasmussen blot var ude efter en juicy historie, og de var opbragte over interviewets tematisering. Begge parters udgangspunkter var derfor fuldt forståelige, men alligevel ikke forenelige.
Vi gik derefter ned til Salon Cairo for at filme hos Al-Zaiim, som intet havde imod kameraet. Det eneste problem her var, at Al-Zaiim danske var meget dårligt, og at han derfor misforstod de fleste af de spørgsmål han blev stillet. Spørgsmålene var heller ikke denne gang grænseoverskridende, men umiskendeligt rettede mod israeler-problematikken.
Vi fulgtes endnu en gang til runddelen, hvor Gil & Moti talte med Svend om deres næste tjenester, og om de eventuelt kunne bære et tv-hold, men endte med at aftale at tales ved. Jeg kunne mærke på Gil & Moti at de stadig var meget berørte over udfaldet af dagens møde med landsdækkende dansk tv. De mente at Svend havde håndteret Nasr, på en forkert, ufølsom og alt for journalistagtig måde, og at dette var skyld i at Nasr havde svigtet dem. Mit indtryk var, at Nasr faktisk var blevet nervøs og med god grund, fordi dette for ham ikke blot ganske enkelt handler om at deltage i et kunstprojekt, men er blodig alvor. Han kan risikere, ikke bare at hans forretning og levebrød lider skade, men også afstedkomme andre store personlige omkostninger. Det forstår Gil & Moti selvfølgelig udemærket, men de havde alligevel håbet på at der var en chance for at eksponere sagen fra en ny og positiv vinkel i projektets regi.
I forhold til Svends vinkling synes jeg han, taget sin profession og funktion i betragtning, var ordentlig, og selvom han øjnede en chance for virkelig at skabe et værdifuldt indlæg i den danske debat om problemer både på nørrebro og omkring politik og integration generelt, pressede han ikke på eller blev upassende. Det er klart at et indslag om ‘Available for You’ absolut ikke bør dreje sig om uroligheder på Nørrebro og samfundsproblemer generelt, men det synes jeg heller ikke var problemet.
Muligvis kan problemerne og misforståelserne i hvert fald delvist forklares ved, at Gil & Moti ikke er så indforståede med hvilke medier der spiller hvilken rolle, da de kun har været i Danmark så kort tid, men dette er samtidig en stor del af, hvad der berettiger og gør projektet interessant,. Det muliggør at ‘Available for You’ har den uskyld som spiller en rolle for dets status som kunst. I forhold til medierne medfører dette paradoks bare at forholdet til de sensationsstyrede journalister bliver noget af en balanceakt.
Derfor kan man forstå begge sider af sagen, inklusiv at kunstnerne er bange for at få deres projekt forvansket, og måske må konklusionen på det hele nødvendigvis være, at hvis Gil & Moti vil undgå at deres projekt bliver udlagt som politisk og Nørrebro-relateret, er det sandsynligvis nødvendigt helt at holde sig væk fra tv nyhedsmediet, som laver halvandet-minut indlæg med tre statements og en fængende overskrift, hvilket udgør en for stor risiko for, at det gode projekt bliver forvansket.
Det glæder mig at de i morgen skal have en kunstjournalist fra Politiken med ud i et privat hjem, hvilket jeg tror på mange måder vil fungere meget mere hensigtsmæssigt for alle parter.
